Hvem ejer beslutningen om at implementere AI i klinikken?

Kunstig intelligens bruges i stadig flere dele af tandplejen – fra røntgenanalyse og journalarbejde til administration og patientkommunikation. Mange af disse løsninger er let tilgængelige og kan benyttes uden omfattende implementeringsprocesser.

Dette betyder, at teknologien ofte introduceres nedefra i organisationen: en kliniker tester et værktøj, en sekretær automatiserer en opgave, eller en leder indfører et nyt system for effektivisering.

Når AI begynder at påvirke arbejdsgange eller faglige vurderinger, opstår imidlertid et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem har egentlig myndighed til at beslutte, at sådanne systemer skal anvendes i klinikken?

Denne artikel forklarer, hvordan beslutningsansvar for AI-brug normalt bør forstås i tandpleje, og hvorfor dette primært er et spørgsmål om ledelse og styringsstrukturer.

Hvad menes der med AI-brug i tandpleje?

AI-brug i tandpleje omfatter digitale systemer, der analyserer information, genererer forslag eller automatiserer opgaver baseret på data og statistiske modeller.

I en klinisk hverdag kan dette indebære:

• analyse af røntgenbilleder eller diagnostiske data

• generering af journaltekst eller dokumentation

• understøttelse af behandlingsplanlægning

• automatiseret patientkommunikation

• analyse af administrative data eller klinikdrift

Disse systemer fungerer som digitale beslutningsstøtter eller automatiseringsværktøjer. De producerer forslag eller analyser, som mennesker vurderer videre i deres arbejde.

Selvom teknologien ofte præsenteres som et værktøj, kan den påvirke, hvordan fagfolk arbejder, hvordan information fortolkes, og hvordan beslutningsgrundlag udformes.

Derfor handler spørgsmålet om AI-brug ikke kun om teknologi, men om organisering, ansvar og styring i virksomheden.

Hvor opstår ansvarsspørgsmålet?

I mange klinikker tages digitale værktøjer i brug gradvist og uformelt. Ansvarsspørgsmålet opstår først, når teknologien bliver en integreret del af arbejdsgangene.

Tre situationer er særligt almindelige.

Når medarbejdere selv tager nye værktøjer i brug
Generative AI-værktøjer eller analyseværktøjer kan være tilgængelige uden formel implementering. Medarbejdere kan begynde at bruge dem i dokumentation, kommunikation eller analyse, uden at brugen er forankret i ledelsen.

Når teknologi påvirker kliniske vurderinger
Hvis et AI-system analyserer røntgenbilleder eller genererer forslag til journaltekst, kan det påvirke, hvordan fagpersoner vurderer information.

Når eksterne systemer integreres i klinikkens drift
Mange AI-løsninger leveres af tredjepartsleverandører. Selvom teknologien udvikles eksternt, bliver den en del af klinikkens operative arbejde, når den tages i brug.

I alle disse situationer opstår spørgsmålet om, hvem der faktisk har beslutningsmyndighed over teknologien.

Almindelige misforståelser

«Den, der bruger værktøjet, bestemmer»

I praksis opstår AI-brug ofte, fordi enkeltpersoner finder værktøjer, der effektiviserer arbejdshverdagen. Dette kan give indtryk af, at beslutningen ligger hos den enkelte bruger.

I organisatorisk forstand er det imidlertid virksomheden, der bestemmer, hvilke teknologier der indgår i arbejdsgange. Når et værktøj påvirker dokumentation, patientinformation eller kliniske vurderinger, bliver det en del af virksomhedens systemer – uanset hvem der introducerede det.

«Leverandøren afgør, hvordan systemet bruges»

Teknologileverandører udvikler løsninger, men de bestemmer ikke, hvordan de bruges i klinikken.

Brugsområde, integration i arbejdsgange og fortolkning af resultater afgøres af virksomheden, der anvender systemet. Dermed ligger beslutningsansvaret for implementering hos klinikken selv.

«Dette er et IT-spørgsmål»

AI bliver ofte behandlet som en teknologisk anskaffelse. I praksis er beslutningen mere kompleks.

Når et system påvirker klinisk arbejde, dokumentation eller patientkommunikation, berører det også:

• faglig forsvarlighed

• patiensikkerhed

• internkontrol

• organisering af arbejde

Beslutningen om at tage AI i brug er derfor ikke bare en teknologisk vurdering, men også en ledelsesbeslutning.

«Beslutningen tages én gang»

Implementering af AI opfattes nogle gange som en enkel beslutning: enten tages systemet i brug, eller det gør ikke.

I praksis er AI-brug mere dynamisk. Systemer kan opdateres, ændre funktionalitet eller få nye anvendelsesområder. Derfor er beslutningsansvaret kontinuerligt – ikke kun knyttet til første implementering.

Hvad bør være på plads i praksis?

I en tandklinik vil beslutningen om at tage AI i brug normalt ligge hos virksomhedens ledelse eller ejere.

Dette skyldes, at AI kan påvirke:

• kliniske arbejdsgange

• patientinformation

• dokumentation

• ansvarslinjer i virksomheden

For at håndtere dette på en struktureret måde etablerer mange virksomheder nogle grundlæggende principper.

Kortlægning af teknologi
Virksomheden bør have oversigt over, hvilke AI-værktøjer der faktisk anvendes i klinikken. I mange tilfælde opdages brugen først, når den kortlægges systematisk.

Tydelig beslutningsmyndighed
Det bør være klart, hvem der kan godkende nye systemer, og hvilke overvejelser der skal gøres, før teknologi tages i brug.

Rolleafklaringer
Ansvar for implementering, opfølgning og kontrol bør være defineret.

Menneskelig kontrol
Når AI påvirker kliniske vurderinger eller dokumentation, skal det være tydeligt, hvordan medarbejdere kan tilsidesætte eller korrigere teknologiske forslag.

Dokumentation og sporbarhed
Virksomheden bør kunne forklare, hvilke systemer der bruges, hvad formålet er, og hvordan brugen kontrolleres.

Denne type struktur afspejler også udviklingen i europæisk regulering af kunstig intelligens, hvor virksomheden, der bruger teknologien, har ansvar for, hvordan den anvendes i praksis. 

Acteras rolle i dette

Actera er etableret for at give tandlægevirksomheder struktur omkring ansvarlig brug af AI.

Vi arbejder ikke med teknologiudvikling eller kliniske beslutninger, men med styringsstruktur, ansvarslinjer og dokumentation – så AI kan bruges på en tryg, forudsigelig og efterprøvbar måde.

Dette indebærer blandt andet at tydeliggøre, hvem der har beslutningsmyndighed over AI-systemer, hvordan brugen dokumenteres, og hvordan virksomheden kan opretholde kontrol over teknologien i drift. 

Afsluttende betragtning

Kunstig intelligens bliver stadig mere tilgængelig, og i mange tilfælde tages nye værktøjer i brug uden omfattende implementeringsprocesser.

Dette gør det ekstra vigtigt at afklare, hvem der faktisk beslutter brugen af teknologien.

I en klinisk virksomhed ligger dette ansvar normalt hos ledelsen, fordi AI kan påvirke både arbejdsgange, dokumentation og patientsikkerhed.

Når beslutningsmyndighed, roller og kontrol er tydeligt defineret, bliver teknologien nemmere at bruge på en måde, der er både fagligt forsvarlig og organisatorisk forankret.